9 gode råd til Folkemødet 2018

Af Lars Jørgensen, seniorrådgiver og adm. direktør

For en virksomhed eller organisation er der mange gode grunde til at deltage på det årlige Folkemøde i juni på Bornholm. Skal udbyttet være optimalt, er der en række ting, I bør være opmærksomme på.
I Waves Communications har vi hjulpet en række virksomheder og organisationer med at optimere udbyttet de seneste fire år, men vi har også haft fokus på selv – som virksomhed – at få mere med hjem end tilfredse kunder.
Her følger 9 gode råd, der bygger på vores viden og erfaring med Folkemødet.

Foto: Joshua Tree Photography

Foto: Joshua Tree Photography

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1. Folkemødet som en del af den strategiske indsats
Ansku Folkemødet som et vigtigt delelement i en længere strategisk kommunikationsindsats henvendt til jeres interessenter.
Indsatsen rettet mod jeres interessenter er lige så vigtig i månederne op til og efter selve indsatsen på Folkemødet.
Mange drager til Allinge med en forventning om, at deltagelsen alene vil gøre en stor positiv forskel. Derfor er der også en del, der bliver skuffede.

2. Folkemødet varer minimum 6 måneder
Med punkt 1 in mente bør I lægge en plan, der sikrer, at I kommer i dialog med jeres interessenter senest tre måneder før, Folkemødet starter, og mindst tre måneder efter.
Før I rejser til Bornholm, bør I informere om årsagen til, at I deltager på Folkemødet. Om de emner, I skal diskutere på Folkemødet, jeres holdninger til de enkelte emner og ikke mindst hvorfor, det er relevant i forhold til jeres interessenter.
Efter Folkemødet bør I følge op med information om udbyttet, tiltag som er afledt af Folkemødet – og igen – hvad det har af betydning i forhold til jeres interessenter.
Folkemødet er en del af jeres løbende strategiske kommunikationsindsats.

3. Brug Folkemødet til at sætte jeres egen dagsorden
Folkemødet bugner af debatarrangementer, og ens deltagelse risikerer let af drukne i mængden af andres dagsordener. Derfor: Tænk strategisk og lav en plan over de et-to-tre emner, I gerne vil være synlige på i forbindelse med Folkemødet. Og brug den som kriterium for at sige ja-tak og nej-tak til invitationer til at deltage i debatarrangementer og som ledetråd til de debatter, I selv arrangerer. På den måde bliver det klart for jeres interessenter, hvad jeres fokus er og hvilket aftryk, I ønsker at sætte.

4. Kom i gang – forberedelsen begynder nu
Det er i sensommeren og det tidlige efterår, at I bør beslutte, hvorledes I ønsker at deltage i Folkemødet 2018. Start med at besvare spørgsmålene:
Hvad skal vi have ud af vores deltagelse?
Budget?
Hvem ønsker vi at nå ud til før, under og efter Folkemødet?
Hvilke ressourcer kan/vil vi afsætte, og skal vi evt. have hjælp udefra?
Hvordan ønsker vi at deltage (eget debattelt, deltagelse i andres debatter, ren netværksarbejde eller andet?)

5. Netværksarbejdet har lige så høj værdi som debatterne
Halvdelen af værdien ved deltagelse på Folkemødet er det netværksarbejde, I udfører adskilt fra de arrangerede debatter. Mange af jeres interessenter er til stede på Folkemødet. Sæt små uformelle kaffemøder op, inviter på frokost og kom rundt i de andre telte og hils på. Mulighederne er mange. Målet bør ikke nødvendigvis være at lukke forretning eller aftaler på selve Folkemødet. Målet bør være, at de små personlige møder fører til, at der evt. tages kontakt efter Folkemødet.

6. Brug Folkemødet til at udvikle jeres eget team/forretning
Når I nu alligevel er samlet på Folkemødet som ledelse, afdeling eller virksomhed/organisation, foreslår vi, at I bruger noget af tiden på at udvikle jer som team, udvikle et projekt, forretningen eller andet. For Waves ser en typisk dag på Folkemødet således ud:
09.00-13.00: Forretnings- eller teamudvikling (foregår i huset vi lejer)
13.00-19.00: Kundearbejde, deltagelse i/publikum til debatter, netværksarbejde
19.00-?: Socialt samvær

7. Glem pressen!
Med mere end 2000 debatter, et stort opbud af kendte, Tordenskjolds soldater fra det daglige mediebillede og journalister, der alt for ofte vælger de nemme historier, er det svært at få presseomtale fra selve Folkemødet. Det er heller ikke nødvendigt. Historierne fra Folkemødet drukner ofte i hinanden.
Fokuser i stedet på dialogen med jeres interessenter under selve Folkemødet. En proaktiv presseindsats, der relaterer sig til Folkemødet kan i stedet med fordel iværksættes i månederne op til – eller efter! – Folkemødet.

8. Folkemødet er folkeligt!
Folkemødet er, hvad man gør det til. Mange (læs: medieeliten) har travlt med at ytre, at Folkemødet udelukkende er en fest for eliten. Folkemødet bugner af større og mindre organisationer, partitop og partisoldater, embedsmænd, græsrødder, virksomheder og ikke mindst publikummer. De er der alle sammen. Opsøg dem, inviter dem indenfor. Bliv klogere på dem. Ligesom de bliver klogere på jer. Med andre ord: Tag på Folkemøde med et åbent, nysgerrigt sind.

9. Sov godt
Antallet af senge på Bornholm er begrænset. Antallet af senge i Allinge er meget begrænset. Noget af det første, I bør gøre, er at sikre jer et sted at sove. Der er rift om sengene i og omkring Allinge. Jo længere I venter, jo længere transporttid til Folkemødet får I. Og venter I til foråret 2018, må I forvente at komme til at bo 15-30 km fra Allinge.