3 grunde til, at du skal skrive din tekst korrekt

Af Sara Stendevad, kommunikationsrådgiver

Vi sprognørder bliver ofte omtalt som grammatikryttere, retskrivningspoliti eller rigide perfektionister. Og ja, jeg påpeger det, hvis en kollega har glemt et komma, eller en kunde har skrevet kommunikation med ét m. Men der er en grund til, at jeg griber ind. En grund til at du skal skrive korrekt, når du kommunikerer med omverdenen. Faktisk er der flere. Her er tre af dem.

 

1. Det giver mindre støj på linjen

Fejl i retskrivning og tegnsætning forvirrer læseren. Der er en årsag til, at vi gennem århundreder har haft et værk som retskrivningsordbogen; en ensrettet måde at skrive på gør det nemmere for os at forstå hinandens skriftlige budskaber. Skriver du korrekt, bliver din tekst lettere at læse for modtageren.

Her er et eksempel på, at det kan være svært at fastholde fokus, når afsenderen ikke har fået læst korrektur:

billede1

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opdigtet eksempel med inspiration fra virkeligheden

 

2. Dit budskab står mere klart

Hvis læseren ikke skal forholde sig til formuleringsfejl eller tvetydige udtryk, er der mere plads til at forholde sig til dit budskab. Når tekster for eksempel opfordrer til handling, skal du sikre dig, at læseren ikke kan være i tvivl om dit budskab. Læs din tekst grundigt igennem, inden du sender den ud i æteren. Kan den forstås på andre måder, end den er tiltænkt?

billede2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra Facebook. Ville du vide, hvad du skulle svare?

 

3. Du bliver taget mere seriøst

Du er sikkert dygtig til dit fag. Det kan fx være at levere design af hjemmesider eller at sælge fisk. Men hvis dit website er fyldt med stavefejl, hvor seriøst fremstår du så? Ville du handle med en, der skriver trosk eller desing?

På de sociale medier går det til tider lidt hurtigere end på websites. Men stavefejl her kan i lige så høj grad være med til, at afsenderen fremstår mindre seriøs.

billede3

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra Facebook

Det er naturligvis menneskeligt at fejle. Og du bør måske give en kommende medarbejder eller kollega en ekstra chance, selvom vedkommende har skrevet korrektur med ét r i sin ansøgning. Hos os er korrektur alfa & omega, og ingen bliver fornærmede, hvis en kollega finder en fejl. Det er nemlig bedre, end hvis en kunde finder den.

(PS: Hvis du finder en fejl i dette opslag, så påpeg det endelig).